Regeringen vil pumpe én milliard ud til at oprette nye praktikpladser.
Alt sammen meget fint, mener fagbevægelsen. Hvis det altså ikke lige var fordi, omkring halvdelen af pengene skal hentes i Arbejdsmarkedets Feriefond, der støtter fattige familier, så de kan komme på ferie.
"Ingen tvivl om, at der er brug for praktikpladser, men det undrer os, at lønmodtagernes penge skal holde for i så stort tal," siger LO-sekretær Marie-Louise Knuppert, der er medlem af feriefondens bestyrelse, til Politiken.
Hendes frygt er simpel: Feriefonden bliver drænet så voldsomt, at det vil gå ud over de mindrebemidledes ferie.
Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) beroliger dog LO og de fattige familier. Der er nemlig masser af cool cash i feriefonden.
"Fonden har for eksempel også givet penge til elefanthuset i Zoologisk Have," påpeger Inger Støjberg.
Arbejdsmarkedets Feriefond indeholder p.t. knap 600 mio. kroner. Pengene stammer fra uafhentede feriepenge.