Over halvdelen af de, der har fået del i regeringens renoveringspulje på 1,5 milliarder kroner, ville også have lavet boligforbedringerne, selv om de ikke fik tilskuddene. Det viser en ny undersøgelse fra Ugebrevet A4.
Og det får Socialdemokraternes miljø- og klimaordfører, Mette Gjerskov, til at lange ud efter den konservative økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen.
"Her man altså smidt pengene ud af vinduet i stedet for at skabe nye arbejdspladser og satse på klimaet og bedre renoveringer af vores huse. Lene Espersen kunne lige så godt have gået ned på strøget og delt pengene ud," siger hun til Newspaq.
Mette Gjerskov vil nu kræve en undersøgelse af grundlaget for renoveringspuljen efter Ugebrevet A4's tal. For puljen har ikke virket efter hensigten. Det siger også tidligere overvismand og professor Torben M. Andersen fra Aarhus Universitet. Han mener, regeringen har formøblet en masse penge uden at skabe de nye job, som var formålet.
"Målt i forhold til job kan man tænke sig mange andre ting, der ville have haft større effekt," siger han til Ugebrevet A4. Han peger på investeringer i det offentlige for at skaffe flere job i den hårdt ramte bygge- og anlægssektor.
A4's undersøgelse viser, at 55 procent af de som fik penge fra renoveringspuljen til for eksempelt nyt tag, maling eller vinduer, alligevel ville have betalt af egen lomme. Kun 15 procent ville have droppet byggeplanerne hvis de ikke fik støtten.