Den 36-årige spanske skønhed Penelope Cruz sagde tidligere på måneden "Ja" til sin udkårne. Den heldige er kollegaen og landsmanden Javier Bardem.
Allerede i 2008 slog det gnister på lærredet mellem de to, da de spillede overfor hinanden i den romantiske komedie "Vicky Cristina Barcelona".
Siden har de to smukke skuespillere dannet par i den virkelige verden, og nu er de altså for alvor blevet smedet sammen.
Brylluppet foregik på Bahamas i et af parrets venners hus, og kun den nærmeste familie og venner var inviteret med til den intime ceremoni.
Til brylluppet bar Cruz en fantastisk smuk brudekjole, som hendes gode ven og verdensberømte modedesigner John Galliano havde designet. Dette bekræfter Amanda Silverman, som er Penelope Cruz' talskvinde, overfor nyhedsbureauet AP.
I starten af juli blev de spanske turtelduer set på Hawaii, og det formodes, at dette var parrets romantiske bryllupsrejse.