Er toget forsinket tilpas mange gange, får kunden en sjat penge tilbage på sin pendlerkonto.
Den ordning synes flere DSB-pendlere nu lyder så tiltalende, at hver femte pendler i landet, der rejser med regional og fjerntog, har tilmeldt sig rejsegarantien.
»Vi synes det er flot, at så mange allerede har meldt sig. Når året er omme forventer vi, at størstedelen af pendlere i regional- og fjerntog har tilmeldt sig,« siger salgsdirektør i DSB Bjørn Vaahlsten.
Det er ellers ikke mere end et par uger siden, at ordning mødte stærk kritik fra flere af partierne på Christiansborg. De mente, ordningen havde for få tilmeldinger, fordi kun fem procent af pendlerne havde tegnet abonnement. Rejsegarantien blev derfor kritiseret for at være for kompliceret at gennemskue.
Men det var på baggrund af forkerte tal, forklarer Bjørn Vaahlsten. På det tidspunkt var pendlere med bus og metro nemlig også talt med i det samlede antal af pendlere. Og det var en fejl.
Rejsegarantien er ikke svær at gennemskue, mener Bjørn Vaahlsten:
»Det er ikke så svært. Man skal jo bare tilmelde sig på nettet. Og så koster det ikke en krone,« siger han.
Man får erstatning på baggrund af togets gennemsnitlige ankomst på en given strækning. Læs mere på Dsb.dk