Præsident Donald Trump og formanden for Repræsentanternes Hus i USA, demokraten Nancy Pelosi, har haft en ophedet ordudveksling om bøn og religion.
Pelosi har sagt, at hun ikke hader præsidenten, men at hun beder for ham, fordi han ifølge hende har mistet fornemmelsen for den amerikanske forfatning og amerikanske værdier.
Det er faldet Trump for brystet.
- Jeg kan ikke lide folk, som bruger deres religiøse overbevisning til at retfærdiggøre, hvad de ved, er forkert. Jeg kan heller ikke lide personer, som siger "jeg beder for dig", når de ved, at det ikke er rigtigt, sagde Trump i en tale torsdag.
Han holdt talen, da han og Pelosi samt andre ledende medlemmer af de to store partier deltog i et årligt traditionsrigt og religiøst præget "nationalt morgenmadsmøde" i Washington.
Udfaldet fra Trump var øjensynligt både rettet mod Pelosi og hans egen partifælle Mitt Romney.
Romney var den eneste republikanske senator, som mente, at Trump var skyldig i magtmisbrug i forbindelse med rigsretssagen. Her henviste Romney, der er mormon, til sin tro, da han gik imod sine partifæller.
- Som senator svor jeg ved Gud i denne sag, at jeg ville tjene retfærdigheden. Med min stemme viser jeg mine børn og deres børn, at jeg gjorde min pligt efter bedste evne, sagde Romney.
Pelosi, der er katolik, kaldte efterfølgende Trumps bemærkning ved morgenmadsmødet for upassende. Temaet ved mødet var, "at man skal elske sine fjender".
- Trump taler om noget, som han ikke ved ret meget om - tro og bøn, hedder det i en kommentar fra Pelosi, som siger, at hun stadig beder for Trump.
Trump, som har massiv støtte fra protestanter og konservative katolikker, sagde senere:
- Jeg tvivler på, at hun beder overhovedet.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters