Den tredobbelte Fight Night-vinder Pede B udgiver nu sit tredje album.
Det har fået titlen 'Jungleloven,' og på pladen gæsteoptræder Bai-D fra Selvmord, Steffen Brandt fra TV2 den svenske superstjerne Petter.
Pladens producer er Adam Sampler, der har arbejdet sammen med folk som Anna David, Street Mass og den amerikanske rapper Royce Da 5'9.
"Det er det bedste materiale, jeg nogensinde har lavet. Det her er den plade, jeg hele tiden gerne har villet lave, men det er først nu, jeg har udviklet mig nok tekstmæssigt til at kunne realisere den. Efter 'Stadig Beskidt' holdt vi bare aldrig op med at gå i studiet. Det er derfor, pladen allerede er klar nu," fortæller Pede B ifølge gaffa.dk.
Temaerne er tunge problematiske barndomsminder, tv's indflydelse, moderne begravelsesritualer og tendensen til at medicinere unge med psykiske problemer.