Traditionen tro byder dronning Margrethe til offentlig audiens i sensommeren og det tidlige efterår, men nu må de, der havde tænkt sig at aflægge majestæten et visit den 19. september ændre planerne.
Dronningen aflyser nemlig sin audiens på Christiansborg den dag, fordi Danmark er arrangører af VM i cykling.
Her har arrangørerne besluttet, at ruten, rytterne skal køre på til enkeltstarten, skal gå ind over Christiansborg. Og enkeltstarterne bliver blandt andet kørt den 19. september.
Tidligere har arrangørerne været i mundhuggeri med repræsentanter fra Folketinget, der frygter, at cykelløbet vil komme i karambolage med et eventuelt folketingsvalg.
Ved den offentlige audiens kan borgerne møde frem og takke for embedsudnævnelse, tildeling af dekorationer, fortjensttegn eller lignende.
Dronningen holder stadig offentlig audiens den 28. august og den 3. oktober