Selv om Mikkel Kesslers promoter, Kalle Sauerland, egentlig burde være gået på sommerferie, arbejder han lige nu på højtryk for at få landet en aftale om den danske boksers næste kamp.
Og mens britiske Carl Froch allerede har peget på Kessler som sin ønskemodstander, tyder meget imidlertid på en kamp mod den tidligere verdensmester i mellemvægt amerikanske Kelly Pavlik.
- Vi er interesserede i store kampe. Her ser vi enten Carl Froch eller Mikkel Kessler som næste mulighed, siger Kelly Pavliks promotor, Bob Arum, til Ekstra Bladet.
Han mener ikke, at det er af så stor betydning, at der i en kamp mod Mikkel Kessler ikke vil være en titel på spil.
- Titler betyder ikke så meget længere. Der er gode boksere med titler, men vi vil bare gerne have en stor kamp næste gang, siger den 30-årige amerikaners bokser, der har 40 sejre i 42 kampe.
Kalle Sauerland forventer, at en aftale med enten Froch eller Pavlik vil blive lukket inden for et par uger.
- Jeg taler med Pavlik-lejren, men skal tirsdag have et telefonmøde med Frochs promotor, siger han til Ekstra Bladet og understreger, at Pavlik ville være en drømmemodstander.
- Hvis vi får en kamp mod Pavlik, vil det være en meget stor kamp, selv om der ikke står titler på spil, siger Sauerland.
I en eventuel kamp mod Kelly Pavlik kan Madison Square Garden i New York komme til at lægge gulv til braget til efteråret.
/ritzau/