Efter at have afholdt påskemesse sammen med 1.700 præster i Skt. Peterskirken i Rom, tog Pave Frans skærtorsdag ud til et fængsel i den italienske hovedstad, hvor han vaskede de indsattes fødder.
Ceremonien var et led i en efterhånden fast påsketradition, som skal minde om ydmyghed og som udføres for at minde om, at Jesus også vaskede disciplenes fødder.
Pave Frans er kendt for at give opmærksomhed til de mennesker, der befinder sig i samfundets yderste lag, og traditionen med at vaske fødder på fangerne i et romersk fængsel har efterhånden stået på i mange år.
Tidligere har paven også brugt Skærtorsdag på at vaske fødder på 12 personer - kristne, muslimer og hinduer - i et flygtningecenter uden for Rom for at understrege ønsket om broderskab mellem verdens religioner.