Kaare
Sørensen skriver fra New York.
Flere tusinde katolske
præster er blevet afsløret i pædofile overgreb. Og det får paven til at skamme
sig.
- Vi vil
helt sikkert holde pædofile bort fra præstegerningen. Vi skammer os dybt og vil
gøre, hvad vi kan, for at sikre, at dette ikke sker igen, lød ordene fra paven,
der i øjeblikket er på vej til USA, hvor han senere i dag begynder et femdages
besøg i New York og Washington.
Ud over at
skulle tale i blandt andet FN, være på Ground Zero, møde præsident George W.
Bush og holde messe på et sportsstadium, skal paven også igen forklare sig om de
mange pædofile overgreb.
Alene i USA har
det seksuelle misbrug i den katolske kirke resulteret i erstatninger, der skal
tælles i milliarder af dollars. Mindst 4.392 præster er blevet anklaget for at
misbruge børn i 10.667 sager mellem 1950 og 2002.
- Det er
vigtigere at have gode præster end at have mange præster, siger paven, der fremover vil sikre, at kun virkelig sunde mennesker kan blive præster.
- Når jeg
læser historierne fra ofrene, så er det svært for mig, at forstå, hvordan disse
præster svigtede deres mission, som netop er, at passe på disse Guds børn, siger
paven.
Flere religiøse
ledere håber, at paven under sin tur i USA vil mødes med et eller flere af ofrene.