Når pave Benedict XVI i disse dage besøger Brasilien, er der tale om andet og meget mere end et almindeligt høflighedsvisit. Den katolske kirke er i fare i store dele af Latinamerika, og landets præster håber, at pavens besøg kan være med til at bremse medlemsflugten.
Cirka halvdelen af verdens 1,1 milliarder katolikker bor i Latinamerika. Men hvor 89 procent af befolkningen i Brasilien, der er latinamerikas folkerigeste land, var katolikker i 1980, er det tal ifølge det brasilienske analysebureau DataFolha faldet til 64 procent i dag.
»Det er derfor, at paven gerne vil dertil. Fordi han er bekymret. Fordi Latinamerika ikke må mistes. Jeg mener, at Latinamerika kan mistes,« siger kardinal Cláudio Hummes, der selv er brasilianer og tidligere ærkebiskop i landet, til The New York Times.
Andre bevægelser trækker
Det er især Pinsekirken og andre evangelisk protestantiske bevægelser, der har formået at tiltrække brasilianerne. De er trætte af den katolske kirkes hieraki og stive former og vil hellere deltage i gudstjenester med mere glæde og musik.
»Det handler om lykke. Musikken giver mig en følelse af, at Gud er tættere på. Jeg tror, at Gud gerne vil have os til at føle den slags glæde og lykke. Gud skal tilbedes – Han er andet en skyldfølelse og synd,« siger 52-årige Zelinda Britto til Washington Post.
Et stigende antal katolske præster forsøger nu at tilpasse sig folkestemningen ved blandt andet at indrage musik noget mere. Men det er bestemt ikke noget, som paven er begejstret for. Den 80-årige Benedict er kendt for sine traditionalle synspunkter, der ikke efterlader plads til særligt meget udvikling i kirken.
Derudover er han kendt for sin holdning om, at spirituel fattigdom er et større problem end materiel fattigdom. Og den besked glider ikke let net i en region med flere hundrede millioner fattige.
»Problemet er, at der er alle de her spørgsmål, som kræver praktiske løsninger i Latinamerika, og han kommer mere eller mindre med hans budskab om simpel og basal tro. Det kan man ikke argumentere imod, men spørgsmålet er, om det er nok?« siger David Gibson, der har skrevet en bog om paven, til Washington Post.