I sin nytårstale opfordrer pave Benedict XVI alle verdens nationer til at respektere og gøre en indsats for menneskerettighederne, skriver AP.
Foran tusindvis af katolikker på Peterspladsen i Vatikanstaten i Rom pointerede den 79-årige åndelige leder af den katolske kirke, at respekten for menneskerettigheder skal opretholdes:
»Idag er der megen snak om menneskerettigheder, men det glemmes, at disse har brug for et stabilt fundament, ikke et relativt, ikke noget, der er til debat. Det kan ikke være andet end en persons værdighed. Respekt for værdigheden starter med anerkendelsen og beskyttelsen af retten til at leve og frit besidde sin religion,« sagde han.
Paven sluttede af med at ønske sine tilhørere »fred og et godt helbred« i 2007.