I denne uge er kronprins Frederik og kronprinsesse Mary på besøg i den italienske hovedstad, Rom.
Til duften af landets kulinariske oplevelser og synet af oldtidens arkitektur skal parret være med til at styrke båndet mellem Danmark og Italien.
Det sker som en del af et erhvervsfremstød, hvor også en større erhvervsdelegation, udenrigsminister Anders Samuelsen (AL) og sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) er med.
Torsdag morgen gik turen til den selvstændige kirkelige stat midt i Rom, da kronprinseparret som æresgæster besøgte pave Frans i Vatikanet.
Audiensen hos paven er ikke kun parrets første, men det er også et af de få, der har været fra de danske kongelige i løbet af de seneste 50 år.
Sidst det skete var i 2006, da dronning Margrethe besøgte den daværende pave, pave Benedikt XVI.
Før dronningens møde med paven var det over 40 år siden, at Danmarks kongehus sidst havde aflagt statsbesøg.
Under audiensen uddelte paven og kronprinseparret gaver. Parrets gave til paven var en kongelig porcelænsvase med blå mega musselmalede blomster.
Kronprinsen afslørede i forbindelse med opholdet i Italien, at Rom har en helt speciel plads i hans og kronprinsessens hjerte.
- Det er en fornøjelse at besøge Rom, hvor fortiden og nutiden eksisterer side om side på en helt særlig, men naturlig måde.
- Personligt repræsenterer Rom også fortiden og nutiden for mig, eftersom det var her, jeg spurgte min kone, om hun ville gifte sig med mig, fortalte kronprinsen ifølge Berlingske onsdag.
/ritzau/