Lørdag morgen har Vatikanets pressekontor oplyst, at den 86-årige pave har haft en god nat på hospitalet, efter sin operation for mavebrok.
Læger bag operationen vil dog gerne have, at pave Frans bliver indlagt på hospitalet i mindst en uge mere.
- Hans blodtryk er normalt, og han fortsætter med at følge en flydende diæt, har lægerne sagt.
Pave Frans ankom til Gemelli-hospitalet i Rom tirsdag til tjek. Onsdag blev han opereret i omkring tre timer, og det forløb uden komplikationer.
Han har også meldt ud, at han er rørt over de mange beskeder han får.
Pave Frans har flere gange været på hospitalet de seneste måneder.
I slutningen af marts var han indlagt i tre dage på grund af bronkitis.
Det seneste år er han kommet omkring i en kørestol, da han har problemer med sit ene knæ.
Det er noget, han ifølge eget udsagn ikke kan opereres for.
Paven blev desuden opereret for tarmbetændelse i juli 2021. Tidligere i år vendte betændelsestilstanden tilbage, har paven fortalt ifølge Reuters.
Trods de mange sygdomsforløb har pave Frans stadig ofte et travlt program.
Der er tradition for, at den katolske kirkes overhoved bliver på sin post indtil sin død. Dog trådte pave Frans' forgænger, pave Benedikt, tilbage i 2013 som 85-årig. Han døde 31. december sidste år.
Pave Frans kommer fra Argentina. Han har været leder for den katolske kirke siden 2013.
Paven er meget engageret i internationale konflikter. Han har blandt andet tidligere ytret sig om sin sorg omkring konflikten i Israel, som han kalder "Det Hellige Land".
Han opfordrede i januar til, at man straks bremser voldsspiralen i Mellemøsten.
Derudover mener den katolske kirkes øverste leder, at kriminalisering af homoseksualitet er et problem, som ikke kan ignoreres.
/ritzau/Reuters