Først tabte Paula Larrain Vild med dans og dernæst et folketingsvalg, og for nylig er hendes kun otte måneder gamle ægteskab med Mads Holger gået i stykker.
Nu forsøger Paula Larrain sig så som romanforfatter. Og meget tyder på, at hun heller ikke her har heldet med sig.
Mange anmeldere sabler i fredagens aviser bogen ned.
- Man kan ikke lade være med at spekulere over, om bogen havde fået lov at udkomme, hvis forfatteren ikke havde været tv-kendis, skriver Berlingske Tidende.
Romanen handler om hverdagen for en spindoktor på Christiansborg og præsenteres som politisk satire. Men anmelderne har svært ved at finde satiren i bogen.
- Larrains bog vækker flere gab end latterbrøl hos læseren, skriver Belingske Tidende.
Det er Fyens Stifttidendes anmelder enig i.
- Larrain mestrer ikke den satiriske skrivestil, fastslår han.
Heller ikke Weekendeavisens anmelder er begejstret.
- Resulatetet er sært tomt og hult. Sandsynligheden for, at der er udgydt en eneste dråbe hjerteblod under skrivningen, er lig nul, skriver avisen.
Selv om Paula Larrain er journalist, får hendes formidlingsevner også et par hårde ord med på vejen.
-Sprogligt er den lige så interessant som en pakke discountrugbrød uden kerner, skriver Berlingske.
Andre anmeldere er knap så utilfredse.
- Paula Larrain er ikke nogen ueffen skribent, og plottet er ganske underholdende. Romanen er dog næppe langtidsholdbar, men just så flygtig som de tabloidoverskrifter, den hudfletter, skriver Jyllands-Postens mellemfornøjede anmelder.
Informations anmelder er behersket glad for bogen.
- Den er fortalt med fuld fartpå, kvikt og kynisk, skriver Information, der samtidig mener at bogen ikke kommer videre end bagatellerne.
Bedre end Mads Holgers
Noget af det mest positive, der bliver sagt om bogen, er, at den trods alt er meget bedre end hendes eksmands nye udgivelse. Paula Larrains eksmand Mads Holger har nemlig også netop skrevet en roman, baseret på sin egen ungdom i 1990 erne. Bogen hedder Alle går rundt og forelsker sig.
Men man behøver ikke være bange for at forelske sig i Mads Holgers skriverier, mener Weekendavisens anmelder Leonora Christine Skov.
- Man må give Mads Holger, at erindringerne byder på en vis underholdningsværdi. Ufrivillig, gætter jeg på, skriver hun og fortsætter:
- Allerværst er dog, at bogen er skrevet på et forceret højstemt dansk. Mads Holger har hverken ordet eller rytmen i sin magt.