Ni Oscar-nomineringer, mere end 50 spillefilm på cv et - og et par markante blå øjne, har gjort ham til en af de største filmstjerner nogensinde
Men nu er det nok.
82-årige Paul Newman synes ikke længere, at han er i stand til at yde den indsats, han gerne ville - og derfor siger han farvel til filmbranchen. Det fortalte han i et interview med ABC.
Det kniber med hukommelsen og opfindsomheden, sagde Newman som forklaring på, hvorfor han ikke længere vil være med.
Blandt Newmans største filmhits er Butch Cassidy and the Sundance Kid som han indspillede i 1969 sammen med Robert Redford. De to mødtes iøvrigt igen i et af de andre højdepunkter i Newmans karriere - filmen Sidste Stik .
Paul Newman har ved siden af karriere grundlagt en fødevarevirksomhed, hvor overskuddet går til velgørenhed.
Som en af de meget få stjerner i Hollywood har han været gift med den samme i 49 år - skuespillerinden Joanne Woodward.