Mens skuespillerinden Kristen Stewart valgte at tage tyren ved hornene og udsende en pressemeddelelse, hvor hun undskyldte for sin utroskab, har ham, det gik ud over, været bemærkelsesværdigt stille.
Endnu har Robert Pattinson ikke ytret et ord i medierne om, hvordan han håndterer, at hans kæreste Kristen Stewart offentligt har indrømmet at have været ham utro med ingen ringere end instruktøren af hendes sidste film.
Men nu melder Pattinson sig tilsyneladende klar til igen at vise sig offentligt. Han har nemlig sagt ja til at medvirke i et interview i tv-showet The Daily Show". Programmet bliver optaget mandag den 13. august.
Det bekræfter stjernens talsmand ifølge Access Hollywood.
Meningen med interviewet er, at Robert Pattinson skal promovere sin nye film "Cosmopolis", men det vil være svært for stjernen at sno sig udenom spørgsmål om sit privatliv, der har skabt overskrifter de sidste par uger.
Robert Pattinson og Kristen Stewart spiller hovedrollerne som forelsket par i Twilight-filmene, men også udenfor lærredet faldt de i sin tid for hinanden.
/ritzau/