Det var underhundene, som bed fra sig, da New England Patriots i nat dansk tid slog San Diego Chargers med en snæver sejr på 24-21 i NFL, den amerikanske football-liga.
Chargers var på forhånd favoritter, og de kunne med lidt held og snilde også sagtens have vundet nattens kamp. Således kastede Patriots quarterback, Tom Brady, hele tre interceptions; bolde, som blev grebet af Chargers-spillerne.
Men Chargers forstod ikke at udnytte fordelen, og så lykkedes det Patriots at skabe en afgørende føring, som hjemmeholdet ikke kunne indhente.
Efter kampen opstod der håndgemæng, da en spiller fra udeholdet dansede en sejrsdans på Chargers-logoet midt på banen.
Det ville LaDainian Tomlinson ikke finde sig i, og der skulle et par holdkammerater til at forhindre ham i at tage sig kærligt af synderen.
I AFC-finalen skal New England Patriots til Indianapolis for at møde Colts. I NFC-finalen tager Chicago Bears mod New Orleans Saints. Begge kampe spilles på søndag, og de to vinderhold mødes i Superbowl søndag den 4. februar til det, som amerikanerne selv kalder verdens største sportsbegivenhed.