Hollywood-stjernen Patrick Swayze er død. Skuespilleren døde mandag af den kræftsygdom, han fik konstateret i bugspytkirtlen i 2008. Han blev 57 år.
"Patrick Swayze sov mandag stille ind i sit hjem omgivet af sin familie efter mere end 20 måneders sygdom," siger skuespillerens agent, Annett Wolf, ifølge flere amerikanske medier.
Patrick Swayze, der fik sit i gennembrud med rollen som danseinstruktør i filmen Dirty Dancing i 1987, var godt klar over, at han ikke havde lang tid igen. I et interview tidligere i år fortalte han, at han maksimalt havde to år tilbage at leve i.
Da han for nogle dage siden fandt ud af, at tiden nærmere sig, besluttede han sig for at flytte hjem fra hospitalet for at dø i hjemlige omgivelser.
"Jeg vil dø i mit eget hjem og min egen seng," sagde han.
Han fik også pæn succes med filmene Ghost og Point Break og serien Nord og Syd. Han voksede op i Texas og var gift med den samme kvinde, Lisa Niemi, i 34 år.