Kritikken af "Les Bleus" er ikke kun forbeholdt den glubske franske presse.
Nu falder den også fra egne rækker.
Den franske back Patrice Evra tager bladet fra munden og afslører, hvad han mener om holdets præstation efter det fatale nederlag til Mexico i går.
"Vi er ikke noget stort hold. Sådan er det," siger en ærlig og nedtrykt Evra til den franske sportsavis Equipe.
Franskmændene har med nederlaget i går efterladt sig selv i noget af en kattepine. Og der skal lidt af et mirakel til, hvis VM-vicesølvvinderne skal videre til 1/8-finalen. Det ræver nemlig ikke alene en sejr over Sydafrika i den sidste kamp - det kræver også, at enten Uruguay eller Mexico vinder i deres indbyrdes opgør. Spiller de uafgjort, er det "au revoir".
Men håbet om at det hele går op i en højere fransk helhed, tror Patrice Evra dog ikke meget på.
"Jeg tror ikke på mirakler, så enkelt er det," siger han og fortsætter i det sorte spor:
"Jeg kan ikke fortælle jer, hvad det er, vi gør galt, men jeg væmmes," understreger den hurtige back, der til dagligt oplever en anelse mere sportslig medgang i Manchester United, hvor han efter sommerferien kan se frem til at spille sammen med en af gårdagens mexikanske bødler, den unge Javier Hernandez.