Regeringen vil højne patientsikkerheden med dens storstilede kvalitetsreform. Men den plan er ved at falde på gulvet, inden den når ud på hospitalerne. Det konkluderer flere eksperter, skriver Berlingske Tidende.
Sidste år blev der indberettet 15.556 behandlingsfejl, som er rekordmange og politikernes visioner for at forbedre patientsikkerheden er ude af trit med internationale standarder, lyder det.
- Vi har hørt statsministeren sige, at den offentlige sektor skal op i
verdensklasse. Men når jeg læser udspillet, skal vi kun lære af danske
eksempler. Hvordan ved man så, hvad verdensklasse er? De danske
eksempler flytter ikke for alvor ved kvaliteten og gør ikke sikkerhed
til en bærende værdi, siger sekretariatsleder Beth Lilja fra Dansk
Selskab for Patientsikkerhed til Berlingske Tidende.
Fem regionale patientombudsmænd, en patientrettighedspakke samt et
udvidet og anonymiseret indberetningssystem er mere eller mindre reformens
opskrift på, hvordan patientsikkerheden øges. Men visioner gør det ikke alene,
påpeger projektkoordinator ved Dansk Institut for Medicinsk Simulation,
Marlene Dyrløv Madsen.
- Helt overordnet er der mange visioner i det nye udkast, men det er
uklart, hvordan man tænker det i praksis. Jeg synes også, at man
antager, at alle afdelinger og personalet er helt i front med at lære
af utilsigtede hændelser blot fordi man indberetter. Men sådan ser
virkeligheden ikke nødvendigvis ud, siger Madsen, der har skrevet ph.d. om patientsikkerhed og sikkerhedskultur til Berlingske Tidende.