Inden længe vil patienter selv kunne gå ind på internettet og læse deres patientjournaler fra både sygehuse og fra den praktiserende læge.
Det har regionerne aftalt med personaleorganisationerne i sygehusvæset, siger formanden for regionerne, Bent Hansen (S), tirsdag til Ritzau.
I første omgang begynder et forsøg i det tidligere Viborg Amt, hvor patienter kan læse, hvad sygehuslægerne og sygeplejerskerne har skrevet i deres patientjournaler. Det vil patienter i hele landet undtagen i Region Hovedstaden kunne i løbet af 2007.
Senere skal også de praktiserende læger kobles på, så der bliver tale om en samlet elektronisk patientjournal.
Foreløbig har Region Hovedstaden foretrukket at vente med at være med, til det elektroniske system med patientjournaler er bedre udviklet.