Hvert år udebliver tusindvis af patienter fra aftalte undersøgelser og behandlinger på landets sygehuse, skriver Berlingske.
Odense Universitetshospital har de seneste to år haft en udeblivelsesfrekvens på 4,5 procent til ambulante besøg. Det svarer til at hver 20. patient ikke dukker op.
Og også på Bispebjerg Hospital mærker man problemet.
- Det er cirka en tredjedel af vores patienter, som udebliver – det er et kæmpe problem. Det går dem, der udebliver, dårligere. De får flere komplikationer og større dødelighed, siger Mette Zander, overlæge på diabetesambulatoriet på Bispebjerg Hospital til Berlingske.
Sundhedsminister Sophie Løhde (V) er frustreret over tendensen.
- Det er ikke i orden. Hver eneste gang en patient glemmer en aftale eller vælger ikke at møde op til en planlagt undersøgelse, går det ud over andre patienter, som kunne været kommet hurtigere til. Desuden koster det sygehusene tid og penge, siger hun til Berlingske.
På Bispebjerg Hospital skønner direktionen, at udeblivelser årligt koster hospitalet i omkring 40 millioner kroner. Det svarer til det beløb, som hospitalet sidste år måtte spare for at sikre balance i Region Hovedstadens økonomi.
I Region Midtjylland forsøger man som en del af et forskningsprojekt at udskrive bøder til dem, der ikke dukker op. Andre regioner har dog takket nej til at være en del af det projekt og forsøger sig i stedet med påmindelser via opkald og sms.