Det er helt urimeligt, at patienter ikke længere må ryge på Rigshospitalet.
Det mener 33 patienter og pårørende, som har skrevet under på en protest til sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Patientklagenævnet over, at Rigshospitalet ved årsskiftet skodede rygerummene og indførte totalt rygestop.
- Hvorfor skal man forpeste de sidste måneder for f.eks. cancerpatienter? Rygerne stopper jo alligevel ikke på så sent et tidspunkt, lyder argumentet fra Bodil Collatz ifølge Berlingske Tidende.
Hun er blandt initiativtagerne til underskriftindsamlingen og er jævnligt indlagt til behandling for en kronisk nyrelidelse. Hun og andre trodser reglerne og mødes på gangene eller i opholdsrum for at ryge.
- Tiden går meget langsomt, når man er indlagt. Derfor er vi en fem-seks patienter, der finder sammen om at ryge. Det skaber noget samvær, siger hun til Berlingske.
Læger og sygeplejersker kan sådan set godt følge rygernes tanker.
- På den ene side kan man måske godt forstå, at de vil have lov til at ryge, og at det repræsenterer noget livskvalitet, siger ass. afdelingssygeplejerske på nyreafdelingen Dorte Inekci.
- Men på den anden side er det jo også uholdbart. Røgen siver ud overalt på afdelingen. Der kan være fare for rand, og det er også til stor gene for andre patienter og personalet. Nogle af medpatienterne har jo f.eks. et iltapparat kørende, og det gør det ydereligere problematisk med tobaksrøg, siger hun til Berlingske Tidende.