En ung kvinde og hendes ufødte barn var netop død som følge af en overdosis morfin på fødegangen på Næstved Syghus. På ortopædkirurgisk afdeling optrådte en læge alligevel både arrogant og påståelig, da en patient forsøgte at forklare ham, at han havde forvekslet hende med en anden. Det skriver Ekstrabladet.dk.
- Hvad kunne der ikke være sket, hvis jeg allerede havde ligget bedøvet på operationsgangen for at få et nyt knæ? Så kunne jeg ikke have protesteret. Sagen om den gravide kvinde er naturligvis langt alvorligere end min oplevelse, men min sag illustrerer også, hvor lemfældigt der arbejdes på sygehuset, siger Hanne Larsen fra Næstved til avisen.
Hanne Larsen lider af slidgigt i knæet, men lægen insisterede på at undersøge hendes hånd. Først da hun stod på apoteket med en recept i hånden, gik sagens rette sammenhæng op for hende.
- Der står godt nok Hanne Larsen på medicinpakken, men med en anden adresse og et andet personnummer. Sygehuset har fundet en anden Hanne Larsens sag frem og tydeligvis ikke kontrolleret personnummeret. Man har altså slet ikke taget mine protester for pålydende, og det er jeg vred over. Godt nok er jeg 61, men altså ikke senil.