Af Per Thiemann, peth@avisen.dk
I månedsvis har personnumrene og diagnoser på omkring 25.000 danskere ligget frit fremme til offentligt skue på statens hjemmeside Sundhed.dk.
De yderst personlige oplysninger var tilgængelige i to dokumenter med forskningsresultater. Dokumenterne indeholdt grafer for omkring 25.000 patienter fra det tidligere Århus Amt, som indgik i en undersøgelse.
Hvis man klikkede sig ind på de data, som graferne byggede på, kunne man pludselig se både patienternes personnumre, og hvad de fejlede. Region Midtjylland, som Århus Sygehus hører under, er først fornylig blevet opmærksom på fadæsen.
Må ikke ske igen
»Det er en meget beklagelig fejl, og vi sørgede selvfølgelig for, at oplysningerne straks blev fjernet fra sundhed.dk, da vi blev gjort bekendt med situationen,« siger regionsdirektør Bo Johansen i en pressemeddelelse.
Dokumenterne med personlige oplysninger blev lagt på nettet, da hospitalet hørte til under Århus Amt. Institut for Folkesundhed på Århus Universitet opdagede fejlen i forbindelse med et rutinetjek i slutningen af 2007.
På baggrund af sagen har regionen taget en række skridt for at sikre, at det ikke sker igen.
»Det er vigtigt, at forskerne deler deres viden med hinanden og med os andre. Men samtidig skal vi sikre, at det sker uden at fortrolige oplysninger om patienterne bliver spredt,« siger regionsdirektør Bo Johansen.
De berørte patienter deltog i to undersøgelser om enten mulige besparelser på Afdeling for Sundhedsøkonomi om mulige besparelser eller 164 hørehæmmede børns ordforråd.
Alle de berørte er blevet kontaktet ved et personligt brev.