Det viser sig nu, at det var i forbindelse med en polterabend, at det lille fly er styrtet ned på Skrydstrup Flyvestation i Sønderjylland her til eftermiddag.
Det fortæller Klaus Arbo, vicepolitiinspektør fra Syd- og Sønderjyllands Politi til Newspaq.
"Den 42-årige han var pilot. Den 37-årige var passager. Han var med på turen i forbindelse med sin egen polterabend," siger han.
Den ældste af mændene er fra Vojens. Den kommende ægtemand er fra Kolding.
De to mænd er begge alvorligt kvæstede og er blevet fløjet til Odense Universitetshospital med helikopter.
Det er stadig uvist, hvorfor flyet styrtede ned tre minutter efter afgang.
Havarikommissionen skal - som altid ved flystyrt - nu undersøge årsagen til styrtet, der skete lørdag eftermiddag.
De pårørende til de to kvæstede er underrettet.