Det bliver næppe opfattet som en spøg, hvis man siger, at ens baggage er fyldt med sprængstof, når man sidder i et fly langt over jorden. Men det var præcis, hvad en passager på et fly fra Paris til Atlanta gjorde i går.
Politifolk ombord på flyet tog sig af passageren, som udover bombetruslen samtidig påstod, at han rejste på falsk pas. Det skabte panik i flyet, der måtte nødlande i Maine i det nordlige USA. Her blev manden anholdt og varetægtsfængslet.
"Vi hørte, at der var en trussel, og at nogen havde fremsat trusler," siger Adithya Sastry, der var passager på flyet ifølge bt.dk.
En gennemgang af mandens bagage viste dog, at han ikke havde nogen bombe i rygsækken, og hans pas var fint nok. Bagefter kunne de 235 passagerer flyve videre til Atlanta.