Trætte bilister med tunge øjenlåg er en farlig tendens og kan i sidste ende kan føre til uheld.
Derfor bør danskerne være ekstra opmærksomme i ferietrafikken og huske på opkvikkende råd, lyder opfordringen fra GF Forsikring.
I en undersøgelse af danskernes oplevelse af træthed i trafikken, som GF Fonden står bag, peger 40 procent på motorvejen som det sted, hvor øjenlågene er tungest. I alt har 54 procent af undersøgelsens respondenter følt sig "meget trætte" under kørsel indenfor det seneste år.
Det bør give stof til eftertanke, lyder det fra Martin Rundager, direktør for Skadehjælp i GF Forsikring.
- I disse uger kan mange af os skimte sommerferien i horisonten, derfor er undersøgelsens resultater relevante lige nu. Træthed i trafikken er et problem, vi ikke skal undervurdere, for det kan skabe farlige situationer og i værste fald resultere i uheld. Vi opfordrer til at være opmærksom i ferietrafikken ved fx at holde godt øje med sine medbilisters færdsel. Slingren og uregelmæssig adfærd kan være et tegn på, at man deler vognbane med en træt bilist – og så gælder det om at holde afstand, siger han.
Næst efter motorvejen er det de danske landeveje og turen hjem fra arbejde, hvor flest respondenter har følt sig trætte. Derudover melder trætheden sig særligt hos personer med børn i husstanden.
Helle Nielsen, uddelingschef i GF Fonden, som står bag undersøgelsen, fortæller, at man allerede før bilferien begynder, kan skele til gode råd, som man kan benytte sig af, hvis man vil frem til feriedestinationen uden at ende i farlige situationer.
- Det vigtigste råd er nok jævnligt at skiftes med andre – vel at mærke veludhvilede – chauffører. Derudover bør man undgå at køre på tidspunkter, hvor man normalt ville sove – og endelig er et af rådene for at komme træthed til livs på bilferien ”Mokka og Morfar”: Gør holdt ved en tankstation. Køb en kop kaffe, drik kaffen først og tag derefter en lur på max tyve minutter. Så mærker man effekten af kaffens koffein – og kombineret med en lille lur og lidt frisk luft er man klar til endnu et stræk på køreturen.
- Dog bør man max køre en time efter en mokka og morfar, før man helt skal stoppe med at køre. Rådene er i virkeligheden ret enkle, og vi opfordrer til at dele dem med venner og bekendte, som skal på bilferie. Så bliver trafikken bliver mere sikker for alle, siger hun.