Flere danskere har mistet opsparingen på at investere den i aktier gennem en japansk investeringsbank. Problemet er, at banken slet og ret ikke eksisterer. Det skriver Børsen.
De uheldige danske spekulanter lod sig overtale til at investere gennem den japanske bank af en af dens meget veltalende sælgere, der henvendte sig per telefon.
En af dem, der lod sig narre, er møbeldesigneren Tage Winther, der i januar modtog et opkald fra en mand med en tyk London-accent. Han gav sig ud for at have tilknytning til det japanske finanshus Dai.ichi Securities.
Sælgeren overtalte Tage Winther til at modtage en tilbudsmail fra banken, hvori der var linket til en meget professionelt udseende hjemmeside og adskillelige links til artikler om banken på internationale nyhedsmedier.
"Det er aldeles troværdigt på alle måder med artikler, der bliver offentliggjort i engelske blade, og opdateringer hver dag på deres hjemmeside om markedssituationen rundt om i verden," fortæller Tage Winther til Børsen.
Tage Winther nåede at miste 180.000 kroner inden han trak sig.