Udlandsrejser er hårde ved danske maver. Sidste år stammede hele 48 procent af salmonellatilfælde fra ferier i udlandet, viser ny rapport fra DTU Fødevareinstituttet. Det er især, når vi vender hjem fra lande som Thailand, Tyrkiet og Spanien, at en salmonellaforgiftning sniger sig med.
Netop disse tre lande er blandt danskernes foretrukne feriedestinationer, og det er en del af forklaringen på, at de stikker ud i statistikkerne. Ikke desto mindre er de ophavslande til 39 procent af de salmonellainfektioner, der stammer fra udlandsrejser. I Danmark er der streng kontrol, men man kan ikke regne med, at udlandet har samme sikkerhed.
- De rejsende ser det ikke som en risiko at spise for eksempel æg, der ikke har været gennemvarmede, eller grøntsager, som måske ikke har været skyllet i rent vand, siger Luise Müller, epidemiolog på Statens Serum Institut til Ritzau Fokus.
Hun opfordrer folk til at være ekstra opmærksomme, når de spiser i udlandet, og især, når de går til en buffet. Herhjemme er køkkenhygiejnen i top, men noget tyder på, at ferieafslapning også får danskerne til at glemme at holde øje med faresignalerne, når de spiser i udlandet.
Et gadekøkken kan være fristende for at få den lokale oplevelse med, men det er meget usikkert, hvad angår hygiejne.
Hos rejseselskabet Star Tour holder man løbende øje med sine hotellers madlavning og blander sig aktivt i, hvordan de laver mad, og det er netop vigtigt for at skabe sikkerhed for de rejsende.
- Som rejsearrangør tager vi vores viden om fødevarer med ud til feriemålene og sørger for, at de indfører de samme strenge regler, som vi kender fra Danmark. Derfor er det langt mere sikkert at rejse med et godt rejsebureau, end hvis man overlader det til andre, siger pressechef i Star Tour, Nikolai Johnsen.
- Vask hænder, når du har rørt ved råt kød
- Hold råt kød adskilt fra stegt - og fra salat og brød
- Gennemsteg hakket kød og fjerkræ
- Skift eller vask skærebræt og kniv straks efter, at det har været brugt til råt kød
- Smid den brugte emballage fra råt kød direkte i skraldespanden
Kilde: Fødevarestyrelsen
/ritzau/FOKUS