Det skulle være så sundt.
Men pas på og tjek lige grøntsagsskuffen - og salathovederne især - en ekstra gang, inden du sætter tænderne i et friskt og sprødt salatblad.
De seneste uger har op mod 200 danskere nemlig haft travlt på toilettet, efter de har fået konstateret roskildesyge.
Fødevarestyrelsen mistænker en fransk Lollo Bionda-salat for at være den grønne synder, skriver bt.dk.
Mistanken til Lollo Bionda-salaten er opstået, efter en lang række privatpersoner og selskaber har meldt om symptomer på norovirus-forgiftning; opkast, mavesmerter, kvalme og diarré af et til to døgns varighed.
Fællestrækket for de syge personer er, at de spist smørrebrød eller sandwich pyntet med den franske salat.
Den skadelige salat har fået Fødevarestyrelsen til at opfordre forbrugere, cafeer, restauranter og storkøkkener til at kassere al fransk Lollo Bionda-salat, der er købt indtil den 22. januar og pakket af Fresh Choice i Slangerup og Lykkegaarden ApS i Auning.