Nobelstiftelsen i Sverige ændrer lørdag en omstridt beslutning om at invitere ambassadørerne fra Rusland, Belarus og Iran med til dette års prisceremoni.
Det sker efter voldsom kritik fra en række svenske partiledere.
- Vi tager de stærke reaktioner i Sverige til efterretning. Nobelstiftelsens bestyrelse vælger derfor at gentage beslutningen fra sidste år om at ændre den almindelige praksis og ikke indbyde ambassadørerne fra Rusland, Belarus og Iran til prisuddelingsceremonien i Stockholm, skriver stiftelsen.
Nobelstiftelsen, der står for uddelingen af Nobelpriserne, blev fredag stærkt kritiseret for at indbyde ambassadørerne for Rusland, Iran og Belarus.
Partiledere fra en række svenske partier - Centern, Vänsterpartiet og Miljöpartiet - havde meddelt, at de ville boykotte prisuddelingen på grund af Nobelstiftelsens beslutning.
Statsminister Ulf Kristersson fra det konservative Moderaterna havde udtrykt undren over Nobelstiftelsens beslutning. Men han havde ikke gjort klart, om han ville boykotte ceremonien, hvis invitationerne blev opretholdt.
Ambassadørerne fra Rusland og Belarus var ikke inviteret sidste år på grund af invasionen af Ukraine. Belarus er en af Ruslands tætte allierede.
I Ukraine skrev udenrigsministeriets talsmand, Oleg Nikolenko, på Facebook, at Nobelstiftelsen bør støtte bestræbelserne på at isolere Rusland og Belarus, mens "millioner af ukrainere lider" på grund af Ruslands invasionskrig.
Nobelstiftelsen begrundede den nu ændrede beslutning med, at de tre lande bør inkluderes, selv om de ikke deler de værdier, som de prestigefyldte Nobelpriser står for.
- Det er klart, at verden er ved at blive opdelt i flere og flere sfærer, hvor dialog mellem uenige parter bliver begrænset, sagde Nobelstiftelsens administrerende direktør, Vidar Helgesen, til BBC fredag.
Vidar Helgesen stod trods kritikken fast på stiftelsens beslutning tidligt lørdag, og han sagde først i en kommentar til partiledernes udmeldinger, at "vi er vant til, at nogle kommer og andre ikke gør".
Men kort efter ændrede Nobelstiftelsen lørdag middag beslutningen om at invitere de tre ambassadører fra Rusland, Belarus og Iran.
Jimmie Åkesson, der er partileder for Sverigedemokraterna, er også blevet inviteret. Det er første gang, efter at han har været udelukket i flere år.
Det fremgår ikke af nyheden fra stiftelsen, om den invitation er uændret.
I marts blev den belarusiske modtager af Nobels fredspris i 2022 idømt ti års fængsel i sit hjemland.
Nobelpriserne uddeles mellem 2. og 9. oktober.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP