Socialdemokraternes forsvarsordfører Bjarne Laustsen, (S) mener, hans partiformand, statsminister Helle Thorning-Schmidt skal sige undskyld til danskerne.
- Der er ingen grund til at skjule, at regeringen har fået en elendig start, hvilket har resulteret i historisk dårlige meningsmålinger, og selv om jeg ikke tror på meningsmålinger, så er der alligevel grund til at være stærkt bekymret, skriver han.
Bjarne Laustsens kritik kommer i hans seneste nyhedsbrev, oplyser DR Nordjylland.
Regeringen gør det rigtige og gør det godt. Men der er rigtig mange ting, der er gået galt, mener Bjarne Laustsen.
- Det, tror jeg, skyldes, at vores ny kvindelige statsminister Helle Thorning-Schmidt frisk og frejdigt udråbte valgresultatet som en sejr, hvad det ikke var, fordi Socialdemokratiet havde tabt de sidste tre valg i træk, siger Bjarne Laustsen og tilføjer:
- Hvis hun ville spørge mig til råds for at rette op på det flossede image og den elendige start på reformer, der er nødvendige, ville jeg simpelt hen foreslå, at hun gik ud og sagde undskyld til den danske befolkning. Det, tror jeg, ville være den allerbedste medicin.