Sent fredag aften lokal tid meddelte de rødklædte demonstranter i Bangkok, at de alligevel er klar til at indlede forhandlinger med regeringen.
Dermed kan der være en løsning på vej i den mere end seks uger lange konflikt.
Torsdags aften eskalerede situationen i hovedstaden, da fem granater eksploderede i Bangkok. En person blev dræbt og 87 såret.
Urolighederne fortsatte fredag, hvor der var optræk til sammenstød mellem sikkerhedsstyrker og de mange tusinde demonstranter.
Men politiet valgte at trække sig tilbage for at undgå en direkte konfrontation.
I ugevis har det helt store spørgsmål været, hvad det thailandske militær vil gøre, men i går afviste hærens øverstkommanderende, Anupong Paochinda, at slå ned på demonstranterne.
"Det vil gøre mere skade end gavn", sagde generalen, der spillede en hovedrolle under det ublodige militærkup mod Thaksin Shinawatra i 2006.
Denne taktik ligger muligvis til grund for de rødklædtes kursændring. Tidligere har de krævet, at regeringen skulle træde tilbage øjeblikkeligt, og at at premierminister Abhisit Vejjajiva skulle udskrive valg.
Demonstranterne går nu med til, at parlamentet opløses inden for en måned, hvorefter der vil være 60 dage til at forberede et valg.
Samtidig kræver de, at der kommer en undersøgelse af de uroligheder, der den 10. april kostede 25 personer livet og sårede over 800.