Småbørnsforældre og par med samlivsproblemer har i tre år haft adgang til gratis terapi betalt af region Syddanmark.
Men det er slut nu. Regionen har ikke længere råd til at holde ordningen i gang, skriver pol.dk.
Forsøgsordningen i regionen, der dækker Fyn og i Sønderjylland, har ellers vist sig at være en succes, fordi juridisk hjælp har været overflødiggjort i flere tilfælde.
Men nu skal 15 stillinger i regionen spares væk, og det rammer de såkaldt børnesagkyndige, som har rådgivet familier og par med ondt i privatlivet.
Det får retsordfører Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) til at kaldejustitsminister Brian Mikkelsen (K) i samråd. Forsøgsordningen i Syddanmark udsprang nemlig som følge af den to år gamle forældreansvarslov, der stiller store krav til parrets evne til at kommunikere sig frem til en løsning.
"Vi har rigtig meget bøvl med den her lov, fordi hjælp og rådgivning til de skilsmissetruede kun er skrevet ind som bemærkning til loven. Derfor kan man nu fyre de børnesagkyndige, og det er forfærdeligt, at vi ikke har et tilbud ved højkonflikt skilsmissesager," siger hun.
Venstres socialordfører Ellen Trane Nørby (V) bakker op om offentligt betalt parterapi, men mener, at regionerne selv bør kunne finde pengene til det.