Parlamentet i Egypten har onsdag stemt for en kontroversiel aftale, der betyder, at to øer i Det Røde Hav skal overdrages til Saudi-Arabien.
Sagen behandles dog fortsat ved domstolene i det nordafrikanske land. Parlamentarikere har bragt sagen for Egyptens forfatningsdomstol.
Tirsdag aften gik en gruppe journalister på gaden i protest over overdragelsen. Folkemængden blev splittet af politiet. Tre journalister blev anholdt.
Den egyptiske præsident, Abdel Fattah al-Sisi, meddelte i foråret 2016, at øerne Sanafir og Tiran skulle være saudiarabiske.
Tusinder gik efterfølgende på gaden i protest, og præsidentens beslutning udløste kritik fra oppositionen. Herfra lød det, at man ikke bare kan sælge territorium til landets rige velynder.
Øerne har ifølge egyptiske og saudiarabiske embedsmænd kun været under egyptisk kontrol, fordi Saudi-Arabien i 1950 bad Egypten om at beskytte dem.
Sidste sommer annullerede en egyptisk domstol den aftale om øerne, som Sisi havde præsenteret.
/ritzau/AFP