– Jeg har det godt, men rystelserne vil det tage noget tid at komme af med. Det går bedre, men jeg føler mig lidt dummere, end jeg plejer, og det siger en del.
Sådan lød det ifølge filmmediet Deadline fra Lars von Trier, da han for første gang satte ord på sin sygdom – i august meddelte den verdensberømte instruktørs filmselskab, at han lider af Parkinsons.
Lars von Trier var med på et videolink på filmfestivalen i Venedig, hvor der er verdenspremiere på ”Riget: Exodus”. Og her besvarede von Trier spørgsmål fra journalisterne.
Og det var under optagelserne af netop "Riget", at sygdommen blev opdaget.
– Jeg vidste ikke, at jeg allerede var syg, da vi begyndte optagelserne. Det var en rådden tid, men jeg håber ikke, skuespillerne bemærkede det. Og jeg er meget taknemmelig for skuespillernes støtte, sagde Lars von Trier.
”Riget: Exodus” er den afsluttende del af trilogien, hvor første del løb over skærmen i 1994. De afsluttende afsnit får premiere 9. oktober på Viaplay, og vil senere blive tilgængelig på DR.