Kan man udføre arbejdet så effektivt, så man blive fyret for det?
Ja, det må p-vagterne i Parkeringskontrol Nord Sande.
Hjørring og Brønderslev kommuner har opsagt kontrakten med selskabet, fordi de uddeler for mange bøder, skriver nordjyske.dk
Problemet er, at bøderne skræmmer turisterne væk.
"Vi bruger rigtig mange penge på at være turistvenlige og på at få folk til byen. Så nytter det ikke noget, at vi jagter folk, der glemmer at stille p-skiven. Nordmændene kender slet ikke til p-skiven, fordi de ikke har dem deroppe," siger Hjørrings borgmester, Arne Boelt (S) til nordjyske.dk.
De to kommuner arbejder nu på at finde en fælles løsning med p-vagter, der ikke er så emsige.
"Man kommer ingen steder uden fingerspidsfornemmelse. Man skal ikke altid trække det røde kort. Men det har man indtryk af, at p-vagterne gør hver eneste gang. Det er de også i deres gode ret til. Men vi er også i vores gode ret til at opsige kontrakten," siger Arne Boelt til nordjyske.dk.