Den udbredte parkeringstjeneste EasyPark blev 10. december ramt af et hackerangreb.
Det har tjenesten fredag oplyst i en mail til flere af sine kunder.
Ifølge EasyPark fik hackerne adgang til flere kunders navne, telefonnumre, adresser og e-mailadresser.
Dele af kundernes betalingsoplysninger er også blevet lækket, men ikke de komplette oplysninger. Hackerne vil derfor ikke kunne bruge dem til at foretage betalinger, oplyser EasyPark.
Til TV 2 oplyser EasyParks kommunikationschef, Lina Lindahl, at situationen ærgrer selskabet. Hun ønsker ikke at dele detaljer om hændelsen eller fortælle, præcis hvor mange der er blevet ramt.
Der er dog tale om kunder i både Danmark og andre lande, siger hun til TV 2. Lindahl siger ligeledes, at man siden 14. december har gjort opmærksom på hackerangrebet i app'en og på virksomhedens hjemmeside.
/ritzau/