Der kan hurtigt opstå klumper i trafikken, når bilister kører zigzag mellem standerne på en tankstation og lader køretøjet holde på tværs, mens der afregnes for brændstoffet og provianteres i forretningen.
De fleste vælger at brumme i stilhed eller dytte i hornet, men lørdag aften blev det for meget for en kunde på en tankstation i Viby J. ved Århus.
Kunden blev vred over en bil, der holdt i vejen for hans egen, mens bilens ejer handlede i butikken indenfor. Den utålmodige tankkunde tildelte bilens 32-årige ejer et knytnæve slag i ansigtet. Overfaldet resulterede i en brækket næse til den uheldige bilejer.
Efter overfaldet forlod den ophidsede kunde stedet. Men hele forløbet er optaget på tankens overvågningskameraer, så det bliver let at finde manden, oplyser vagthavende fra Århus politi.