Intern uro i Parkens bestyrelselokale er den største udfordring, når man skal finde Dan Hammers afløser til direktørposten i den københavnske virksomhed, Parken Sport og Entertainment.
Tidligere har bestyrelsen haft svært ved at finde et fælles fodslag, og det er nødvendigt, hvis man vil tiltrække de mest kvalificerede mennesker til jobbet.
"Det er nødvendigt at signalere ro i forhold til at kunne tiltrække en velkvalificeret kandidat," siger Morten Langer fra AktieUgebrevet til Berlingske Tidende.
Langer bliver bakket op af professor i ledelse ved CBS Flemming Poulfelt, der understreger, at en ny direktør i særlig grad har brug for intern ro.
Den nu forhenværende direktør, Dan Hammer, blev fyret mandag, hvor bestyrelsen samtidig introducerede en ny arbejdsdeling bestående af to udvalg - et operativudvalg og et sportsligt udvalg. De nye tiltag har ikke gjort det lettere at tiltrække den rette mand til den ledige direktørpost.