Syv millioner for en tur ind over banen.
Sådan lyder kravet fra Parken i sagen om den 29-årige mand, der under landskampen mod Sverige 2. juni løb ind på banen og overfaldt dommeren - en episode, der medførte et dansk 0-3 nederlag.
Det oplyser bestyrelsesformand i Parken, Flemming Østergaard, til TV 2 News.
- Vi går efter ham hele vejen, siger Flemming Østergaard til tv-kanalen.
Også DBU vil kræve erstatning, men her ønsker man ikke at løfte sløret for beløbet.
Den 29-årige, der har modtaget trusler fra vrede fodboldfans hen over sommeren, skal til retsmøde på tirsdag, hvor han vil blive tiltalt for vold og ulovlig indtrængen.