Tjah, man kan jo vælge at tænke sit. Men i hvert fald har party-prinsessen over alle, Paris Hilton, valgt at kaste sig over en ny, spændende og velgørende sag. Og ovenikøbet en, der ikke ligger langt fra hotel-arvingens egen hverdag.
Paris Hilton er nemlig gået ind i kampen mod stive, indiske elefanter. Det skriver Sky News.
Der har de seneste måneder været mange eksempler på elefanter, der har drukket sig stangstive i hjemmelivet risvin og derefter er gået amok – og som følge af det er blevet slået ihjel.
Derfor har Paris Hilton nu opfordret farmerne til at holde deres elefanter væk fra det hjemmelavede vin og opfordret dem til ikke at pine elefanterne.
Flere dyreværnsorganisationer billiger da også Paris engagement.
- Jeg er lykkelig over, at Hilton sætter fokus på problemet – at de dræber elefanter uden grund, lyder det fra Sangeeta Goswami, der er formand for en lokal indisk gruppe »People for Animals«.
Har set lyset
Paris Hilton mener da også selv, at hun under sit korte fængselsophold »så lyset« og gerne vil have lidt mere indhold i sit liv end fester og dyrt designertøj.
- Mit liv bestod tidligere af at gå til fester og bare have det sjovt. Jeg levede i en fantasti. Men i fængslet havde jeg tid til at tænke over mit liv og følte mig helt tom indeni. Derfor vil jeg nu gerne efterlade et aftryk på denne verden,« sagde Hilton for noget tid siden til amerianske Newsweek.
Derfor arrangerede hun i første omgang en tur til Rwanda, der dog blev aflyst. Og nu er det altså stive, indiske elefanter, der får gavn af partytøsens store hjerte.