Branden i den 850 år gamle katedral Notre-Dame har ført til en meget kraftig blyforurening i det centrale Paris.
Det smeltede tag, der bestod af blyplader på et rammeværk af træ, har medført, at blyniveauet i luften er ekstremt - mellem 32 og 65 gange over det anbefalede niveau.
Politiet i Paris siger, at blyniveauet er målt til mellem 10 og 20 gram per kilo jord, hvilket er sundhedsfarligt.
Områderne nærmest katedralen er for tiden afspærret.
I en pressemeddelelse torsdag oplyser politiet, at den største fare er blystøv, som kan lægge sig på overflader i nærliggende hjem og butikker.
Store dele af blytaget på den centrale del af kirken og på kirkespiret, som kollapsede under branden den 15. april, smeltede og blev spredt i området.
For at reducere blyforureningen anbefales grundig vask af boligerne i hele området, og børn og gravide kvinder skal vaske hænder ofte. Legetøj skal rengøres ofte, og gravide kvinder skal være særligt forsigtige.
Taget og flere andre dele af katedralen blev ødelagt eller beskadiget, men det lykkedes for brandfolkene at redde stenstrukturen. De to brede tårne står endnu.
Emmanuel Macron, Frankrigs præsident, erklærede allerede på katastrofeaftenen, at Notre Dame bliver genopbygget.
Kirken ventes at være lukket for offentligheden i en årrække, mens der ryddes op og forberedes en genopbygning.
En international arkitektkonkurrence er udskrevet, hvorved der er åbnet for muligheden for, at kirken får tilført moderne træk.
Der er en ambitiøs plan om at få genopbygget et tag inden for fem år.
En måling fra YouGov i denne måned viste, at 54 procent af de adspurgte ønsker at se kirken genopført nøjagtigt, som den var, mens kun omkring 25 procent støtter ideen om et moderne arkitektonisk præg.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP