Den blonde starlet, Paris Hilton, vil nu bruge sin berømmelse i den gode sags tjeneste. Derfor har den amerikanske milliardærarving planer om at besøge det krigsplagede Rwanda.
- Jeg rejser til Rwanda i november, når jeg er færdig med at filme. Der er så meget brug for hjælp i området, og jeg tror, at hvis jeg rejser til landet, vil offentligheden få øjnene op for det, forklarer popikonet til E! Online.
Paris Hilton blev oprindeligt inviteret til Rwanda af Scott Lazerson fra organisationen, Play for Good, der bruger berømtheder til at promovere velgørenhed.
Men godheden stopper ikke ved Rwanda.
- Jeg vil gerne besøge flere lande hvor der er fattigdom og kritisable forhold for børn. Jeg ved, at der er en masse, jeg kan gøre bare ved at involvere mig, fortæller den eftertragtede blondine.
Paris Hilton erklærede efter at have tilbragt 23 dage i fængsel i juni for at have kørt bil med et suspenderet kørekort, at hun nu ville være et bedre menneske.