Her til aften lander Paris Hilton i Københavns Lufthavn med et helt almindeligt rutefly. Daniel Vangsgaard, der er PR-chef for Paris Hiltons besøg, vil dog ikke have offentliggjort hvilket fly, men det er sikkert, at hun rejser på første klasse.
- Ellers vil der stå en million mennesker i lufthavnen, forklarer han til Avisen.dk.
Herefter bliver hun kørt til Hotel Skt. Petri, og resten af aftenen kan hun bruge, som hun vil.
Helt normalt tøj
I morgen bruger hun dagen i et fotostudie, hvor der skal tages billeder til et katalog for hendes nye taskekollektion Confidence. Kollektionen er lavet af danske PH EUROPE, der også står bag hendes besøg i Danmark.
- Nej nej, hun vil have helt normalt tøj på, svarer Daniel Vangsgaard på spørgsmålet, om han kunne forestille sig, at hun smider noget af sit tøj. Det har hun ellers tidligere gjort, da hun skulle reklamere for champagnen Rich Prosecco.
Peger på forlystelser
Om aftenen skal hun i Go' Aften Danmark, der i øjeblikket sender fra Tivoli.
- Og så kan det jo - blink blink - være hun tager en tur i Tivoli, fortæller Daniel Vangsgaard. Der er dog intet, der er planlagt på forhånd:
- Hun peger sikkert på et eller andet, og så prøver hun det.
Sejle i Tuborg Havn
Paris Hilton skal til fotosession igen onsdag og derefter en privat middag i fotostudiet med menneskerne bag PH tasker. Hvad aftenen ellers vil bringe, er der ifølge Daniel Vangsgaard ingen planer for.
Torsdag er også 'lidt løs i det', men det kan være hun skal ud og sejle i Tuborg Havn og måske åbne en butik i shoppingcenteret Waterfront samme sted. Det er dog stadig usikkert og vil først blive afgjort senere.
Flyet ud af landet går tidligt fredag morgen, og så vil der gå noget tid, inden Paris Hilton er i Danmark igen.