Paris Hilton er blevet anholdt og sigtet for kokain-besiddelse i spillebyen Las Vegas.
Det oplyser flere amerikanske medier lørdag eftermiddag.
Den verdensberømte arving til hotelimperiet Hilton var angiveligt fløjet til Las Vegas med sin kæreste Cy Waits, der ejer flere natklubber i byen.
Under en razzia foran Wynn Hotel og Casino på den berømte Las Vegas Strip blev parret stoppet af politiet.
Her fandt politiet kokain i Paris Hiltons taske, ligesom politiet konstaterede en lugt af marihuana.
Det oplyser CBS News.
Paris Hiltons kæreste Cy Waits er angiveligt også sigtet for besiddelse af stoffer - og desuden for at køre bil i påvirket tilstand.
Parret blev anholdt fredag nat og er blevet løsladt igen. De kan nu se frem til det retslige efterspil.