Den tyske paraglider Ewa Wisnierska fik lidt mere luft under vingerne, end hun havde regnet med, da hun onsdag øvede sig i paraglidingens svære kunst i Australien. Mens hun fløj, opstod en kraftig storm, der trak hende næsten ti kilometer op i luften - den højde, et passagerfly normalt flyver i. I over tredive minutter var hun bevidstløs, mens lynene knitrede ved siden af hende og hagl og is slog mod hendes krop.
Da hun vågnede igen, lykkedes det hende at lande på egen hånd ved siden af en lille gård, og hun blev fundet dækket af is af redningsfolk, der havde fulgt hendes himmelflugt på GPS.
En 40-årig kinesisk paraglider var ikke så heldig. Han mistede livet, da han blev suget op af stormen, og hans lig blev fundet torsdag 75 kilometer fra det sted, hvor flyvningen startede.
De to paraglidere deltog sammen med 200 andre i en træningsflyvetur forud for verdensmesterskaberne, der starter 24. februar. Trods frostskader på ører og blå mærker på kroppen regner Ewa Wisnierska stadig med at deltage i mesterskaberne.