Der skulle ikke gå mere end et døgn efter den tårevædede afsked mellem damernes mand Peter og den kun 18-årige Amalie, før Ulven Peter igen er ude på rov.
Peter var ellers i fuldstændig opløsning, efter at Amalie noget uventet blev losset ud af paradiset i torsdags, men den eksalterede mand kom på andre tanker, da to nye damer tjekkede ind i aftes.
Under aftenens 80'er-fest var Peter igen i ilden og meldte sig uden betænkninger ind i kampen om en ny partner i såvel sengen, som i spillet.
De gamle scorereplikker blev trukket op af skuffen, og der blev igen danset tæt. Peter mener dog stadig, at Amalie var med ham i ånden.
"Amalie var stadig i baghovedet. Det var selvfølgelig fedt, at der var kommet nye piger ind, men det kom bag på mig, at Amalie var røget ud. Den skulle jeg lige sluge," fortæller Peter til B.T.
Men når Ulven Peter har slugt den skuffelse, skal man ikke regne med at charmøren med det skæve smil og de hvide tænder kan leve op til sine løfter til den purunge Amalie om ikke at glemme hende.
"Jeg savnede hende, og jeg havde virkelig mange følelser for hende, men man skal jo også videre," undskylder Peter.
Og bortforklarer videre, at der ganske enkelt sker så meget på hotellet, at man hurtigt glemmer folk, når de ryger ud.